At miste og strikke.

Er der nogen sammenhæng, kan man jo spørge sig selv.
Jeg mistede min far for en måned siden. Han dødede af en cancersvulst i hjernen.
Det er virkeligt underligt at vide, at jeg aldrig mere skal se ham. Så frygteligt tomt, og alligevel ikke, for der er jo alle de gode minder fra dengang da…
Jeg var så vant til, at han bare var et telefonopkald væk, og nu pist væk.
Min fars begravelse var smuk.
En enkelt hvid kiste og en bårebuket af 3 røde roser.
Uanset sorgen og afsavnet vil min far aldrig være langt fra mig, han er jo blevet en engel og kigger tit ned til mig fra sin sky i himlen.
Jeg hørte engang, at når man f.eks. hører en kirkeklokken ringe, så får en engel sine vinger.
Well, min far har fået sine vinger, for klokkerne har ringet.
Livet går videre dag og dag, og for hver dag bliver det lidt lettere.
Min mor lærte mig at strikke, da jeg var en lille pige.
Det er jeg inderligt taknemmelig for, for det at strikke giver mig energi og lyst til at komme videre i livet.
At strikke for mig er en lise og ro for sjælen, jeg tænker så godt, når jeg strikker. Og også fordi strikning giver ro og tid til eftertanke.