Udtalelser fra en lungetransplanteret

Jeg kan godt skrive under på, at det ikke er nogen dans på roser at blive lungetransplanteret.
Jeg har i rigtigt mange år døjet med en bindevævssygdom, som bestemte sig for at æde alt mit bindevæv og i særdeleshed mine lunger. Kort fortalt blev jeg langsomt kvalt til døde.
Alt ting tog tid og skulle planlægges...bare et besøg hos en veninde slog mig ud i flere dage.
Det sidste 1½ år inden jeg blev transplanteret, levede jeg med en frygt for at dø, dødsangst kaldes det også. Det er virkeligt ubehageligt ikke at kunne få luft. At blive kvalt langsomt.
Vil du selv have en ide om, hvordan det føles, så gå ind i et lokale med rygere, sæt en klemme på næsen og træk vejret gennem et tyndt sugerør...Det kan kun give en ide om det, så kommer der alle de mange bivirkninger og problemer.
Jeg kunne dårligt føre en samtale med min familie uden at stoppe op hver 7. sekund og det på trods af at jeg fik ilt via mit næsekateder og Kisser2, som vi kaldte min iltmaskine.
I dag kan jeg slå vejrmøller, danse, føre en samtale, tage bussen hen til mine veninder, strikke en hel pind eller bare købe et nøgle garn i en garnforretning. Og det er kun takket være min donor.
Så har du ikke taget stilling til organdonation, så gør det nu.
Mange står i kø. Hjælp os, hjælp dem, hjælp dig!

Som en fodnote vil jeg gerne indskyde, at man vil være afhængig af meget giftig medicin resten af livet for ikke at afstøde et organ. Den slags medicin har voldsomme bivirkninger, og nogle gange må man indse, at ikke alle er i stand til at udtrykke sig. Derfor vælger lægerne så også at sige nej til, at nogle er uegnet til transplantation.
På et tidspunkt i mit liv mødte jeg en mand, som sagde ligeud til mig; Gud, kan man virkelig lungetransplantere i Danmark? Jeg er organdonor.
Jeg tænker bare, at findes mange, som ikke har meldt sig som donor, fordi de ikke ved nok. så jeg håber, at dette indlæg måske kan skabe lidt mere viden.
Tak fordi du læste med.