30. maj 2015

Gave

Ind i mellem alle de andre tæpper er jeg i gang med en forstørret dukketæppe til prinsesse Emma på 2 år. Det er en gave, men Emmas mor har ingen anelse om, at denne blog eksisterer, så jeg kan godt lufte Hemmeligheden. Fnis!!!
Farverne er mange, alt lige fra lilla til turkis.
Garnet er Molly fra Järbo, og ja, gys, det er ren acrylgarn til en pind 6-7, men når man er 2 år og gerne vil have tæppet med ud i haven på den våde græsplæne, så skal det kunne tørre hurtigt...
Jeg vælger at bruge mange stærke farver, for hendes hyggetæppe er lavet i hvide, lyserøde og lilla farver, så dukketæppet bliver i herlige stærke neon farver.
Dukketæppet bliver ikke hæklet, men strikket således: 25 masker bliver slået op på pind 7, strik 36 pinde ret - skift farve. Når jeg har strikket 5 nøgler op, så lukker jeg masker af, samler masker op på langsiden, og strikker 2 pinde ret og lukker løst af - for at få brugt alle mine rester.
Jeg strikker dog også enkelte striber ind i mellem de brede felter, så der kommer lidt mere farvespil.
Hele fornøjelsen skal sy sammen til sidst, og så hækles en bred hvid kant uden om.

Ingen kommentarer: