For en del år siden skulle jeg rejse til London på en forlænget hyggeferie, hvor vi skulle bo i midten af pulveriserende smukke London.
Vi havde lejet en dejlig hotellejlighed, for det med at gå ud at spise fremmede steder er et big nono for sådan en som mig. (Immunsuppresseret immunsystem.)
England har nogle af de mest fantastiske grøntmarkeder, hvor de fleste ting allerede er både skyllet og renset, og derfor klar til brug. Udvalget er også ekstremt stort i f.ex. eksotiske frugter og bær. En af mine store favoritter er de lækre salatblandinger. NamNam!!! Vegetar himlen.
Selve ferien var så fantastiske. England og London og de fantastiske briter, jeg har mødt har en stor stor plads i mit hjerte.
De har nogle af de mest søde shopkeepers specielt i deres mange garnforretninger. Loop London er min absolut favorit. Hele stueetagen af den fine fine butik var dengang fyldt med min yndlingsfiber - Cashmere. Ahhhh!!!
Mærkværdigvis nok havde vi ikke overvægt på vejen hjem. Haha!
På flyet til Heathrow airport stod vi i midtergangen og fik i en fart slået bagdelene samtidig med at vi skulle arrangere den lille håndtaske og en tom vandflaske! i de sæder, vi havde fået tildelt - det var lige ud for en emergency udgang, så en anelse med benplads. I rækken skrot over for os sad 2 usædvanligt ubehagelige mennesker i vel nok slut 40´erne.
Før vi fik sat os, fik vi i en hårdt råbende tonefald fra den rædselsfulde Karen (titel brugt på Reddit til at beskrive en absolut rædsom personlighed), at vi skulle sætte os ned, smide flasken ud (tømt i gaten og ledte efter en skraldespand på vej til flyet. Fandtes ikke.) og spænde vores sikkerhedsbælter. Og hvorfor havde vi overtøj på. Det skulle være tjekket ind med evt. kufferter (WTF!) Samtidig havde vi pligt til at læse sikkerhedsarket om udgangen alt i mens vores tasker skulle stå på gulvet. (Ikke tale om, at min lille en anelse større end en kuverttaske fyldt med livsvigtig medicin skulle stå på et gulv.)
Jeg har aldrig været så rystet over at blive overfuset før, at jeg næsten var mundlam. Min formodning om, at de 2 Karens troede jeg var 12 år, og ude at rejse med min mor - på dengang 62 år.
På et tidspunkt vendte min mor ryggen til dem, og de fik ingen opmærksomhed andet end negativ fra de andre passagerer. Først da gik det op for dem, at de lavede en offentligt scene.
Karma ville så, at de to måtte vente længe på at exit flyet, da samtlige passagerer bagtil gjorde alt for at lukke dem ude -)
Hjemturen via Heathrow skal man som i dag gennem Securtity, hvor jeg blev bodyscannet, befamlet 2 gange og skulle næsten strippe i fuld offentlighed. En Security person mente også, at mit pas skulle inddrages, så vedkommende tog det fra mig og gemte det...Det billede lader vi så lige stå.
Ser I, metaldetektoren blev ved med at dinge på grund af en metal dims, de mente jeg havde på min person...
Jeg havde en beklædning bestående af strikket uld/alpaca nederdel og bluse (Surprise!) og et par strømpebukser i bomuld på. Skoen var et par ballerina uden nogen former for metal. Selv min vielses- og forlovelsering var - i en lille hjemmefra bragt gennemsigtig pose taget af.
Div. undersøgelser viste intet.
Passet fik jeg tilbage, min bagage fik jeg også med - medicin var heldigvis indtaget, så intet tilbage - og fuldt af onde øjne gik vi ud til gaten, hvor vi fik en absolut fin flight hjem.
De lod mig endeligt gå, da de fandt ud af efter flere insisteringer, at jeg er dobbelt lungetransplanteret og sat sammen af kirurgisk ståltråd, som vi plejer at kalde det. Sjovt som et lille kort på både dansk og engelsk kan informere det fra Riget. (Noget vi altid er udstyret med og skal bære i tilfælde af hjælp fra andre sundhedspersonaler.)
Uha, som det kan skræmme sådan nogle, når man viser dem et ar fra struben og et godt stykke ned til maven... sådan da.
Jeg har ikke rejst siden på grund af det oplevelse med Security - desværre samme oplevelse med dem her i lille DK, så nej tak til fly, kun lande i kørselsafstand.
.JPG)
